ID #1003

Bitdybde og headroom

Både og... Hans ide med at indspille med et peak ved -12 dB er fin nok, men det har ikke noget med blød lyd eller headroom at gøre. Det har noget at gøre med at hvis du indspiller med peaks ved -12 dB så ligger du med de spor der skal være bærende i dit mix allerede hvor de ville ligge fint i det endelige mix. Du vil med disse indspilninger altså (i teorien) have mindre arbejde på faderne. Når du hiver i en fader sker der en beregning på signalet som jo er digitalt og dermed offer for beregning hver eneste gang du gør noget ved det. Hensigten er så at jo tættere på det endelige resultat du starter desto mindre behov er der for disse (i følge teorien) overflødige beregninger. Han vil måske hævde at der er brug for headroom hvis signalet nu skal igennem plugins, men det headroom der er brug for dér er slet slet ikke 12 dB. Det handler om en lille bitte smule på grund af de fasedrejninger der kan ske ved eq'ing og så en smule til når man f.eks. hæver nogle frekvensområder med et antal dB. Dét ville jo uden headroom betyde at sporet ville begynde at overstyre og at du derfor ville være nødt til at indføre endnu nogle overflødige beregninger når du vil skrue ned for signalet for at det ikke overstyrer.

Altså er headroomet på 12 dB ganske fornuftigt, men ikke af de årsager han nævner.

Omvendt er din ide om at det er bedre at lægge så tæt på 0 dB som muligt også forkert. "Headroom" betyder "afstand fra hovedet til loftet" eller "frigang"...du ved hvad jeg mener. Hér er headroom altså antallet af dB fra peaket og op til 0 dB. Som jeg har forklaret herover så er det en god ide med lidt headroom og når du snakker om signal/støj-forhold så tænk på at du i 24 bit har 144 dB fra 0 og ned til gulvet så det er dit lydgrej der er din modstander dér. Ikke dit optage-headroom. Hav god lyd og et godt signal/støj-forhold/gainstruktur i din optagekæde så behøver du ikke presse citronen overhovedet når du tracker. Så holder du dig bare et fornuftigt headroom. -12 dB er fint og det er især fint at man tillægger sig nogle gode vaner. Det gør at dine compressorpresets og hvad du ellers måtte jonglere med vil passe rimelig godt når du inserter ting og det frigør lidt tid på at skulle myrekneppe alting hver eneste gang du skal mixe noget. Folk der modtager, eller skal arbejde videre på ting du har tracket kan også regne med hvad de har at arbejde med når de får ting fra dig.

Men altså....lydmæssigt er der sgu ikke noget at hente om du tracker ved -3 eller -15 dB. Hvis det f.eks. ender med at ligge på -9 dB så er der altså udført beregninger på det uanset dit udgangspunkt. Jo, der skal nok være nogen der kan regne sig frem til et optimalt og gyldent tal...men så kommer der nogle andre "eksperter" der kan regne sig frem til noget andet. Mit bedste råd er at hvis du er i tvivl, så test det. Inspil noget ved forskellige peakniveauer og lyt efter om du kan høre forskel. Hvis du er nogenlunde hæderligt udstyret med evner for dette arbejde så stol på det du (ikke) hører. -2 eller -12 dB? Kan du høre forskel? Jeg kan ikke.

Tags: bit, headroom

Relaterede indlæg:

Du kan ikke kommentere dette indlæg