ID #1044

Placering og vinkling af Monitors

Symmetri og dermed geometri er vigtigt når det gælder placering af monitors. Ikke alene den ligesidede trekant er vigtig men også symmetrien i placeringen i lokalet er vigtig. (Faktisk mener jeg personligt at der er mere geometri i den optimale placering og vinkling end kun den ligesidede trekant, men mere om dét nedenfor.)

Man bør følge producentens anvisninger vedr. hvor "lytteaksen" udgår fra; På en to-vejs monitor typisk (hvis ikke altid) enten tweeterens midte eller midt mellem tweeter og woofer. Læg også mærke til producentens anbefaling vedr. afstand til monitorerne.


Hvis du er interesseret i det alternativ jeg personligt arbejder udfra og anbefaler så har jeg beskrevet det hér:


Jeg bygger det både på egne praktiske erfaringer og på nørdede samtaler med dygtige branchefolk. (Det var faktisk oprindelig en hollandsk fyr som Genelec selv sendte ud i Europa når der skulle installereres nogle af deres store systemer der anbefalede det engang han installerede Genelecs i det studie jeg arbejdede i engang i 90'erne.)

Monitorerne placeres i forhold til din lytteposition efter det kendte princip om den ligesidede trekant. men vinklingen foretages på en lidt anden måde. Se først tegningen af den ligesidede trekant:
(Jeg har valgt 70 centimeter på tegningen fordi det er mindsteafstanden anbefalet af producenten for de monitors der blev nævnt i tråden dette svar stammer fra. Din virkelighed byder muligvis på andre mål men princippet er det samme.)



A og B er monitors og C er dig. Du vil i praksis efter det kendte princip sidde en smule fremskudt i den trekant fordi monitorernes akser skal ramme dine ører, ikke din næse.

Her er det så jeg anbefaler at man i vinklingen af monitorerne i stedet for går ud fra en antaget lytteposition som er placeret en smule bagud for din reelle lytteposition. Se afstanden mellem A og B. Den er 70 centimeter. Sæt så Højden til også at være 70 centimeter. Det ændrer trekanten til at være en ligebenet trekant med C (altså dig) rykket en smule tilbage i lokalet. Sæt nu monitorernes vinkel til at ramme ørerne i dén antagede lytteposition.

Så er de vinklede så lyden og den perspektiv er lige i skabet til mix når du sidder som C i den ligesidede trekant.

See? De vil altså, når du sidder i den rette lytteposition, faktisk spille lidt forbi dine ører og krydse akser bag dit hoved.

Sådan synes jeg det fungerer allerbedst (korrekt), men jeg ved at mange er meget fint glade for princippet med kun den ligesidede trekant. Nu kan du jo prøve begge metoder af og se hvad du synes.

Og må jeg lige tilføje en lille ting. Der bliver nævnt "sweetspot" et par gange. Når vi taler om Sweetspot er det dét afgrænsede område hvor man kan stole ordentligt på det man hører, monitorsystemet lyder helt rigtigt og man kan arbejde hensigtsmæssigt. I gode rum med gode og velplacerede monitors er dette sweetspot ikke så snævert endda. Der findes kontrolrum også i store fede studier hvor sweetspot er så uhyggelig snævert at det er vanskeligt at arbejde med mens det i andre studier er et noget større område og man kan stole på det man hører også selvom man ikke står LIIIGE præcis med ørerne inde for den kubikcentimeter hvor målemikrofonen var placeret i rummet da systemet blev målt ud. Det er frygteligt at arbejde på sådan et system, men jeg har ikke personligt spottet definitivt hvad det er der gør at sweetspot bliver så snævert nogle steder. Jeg har i midlertid ikke rigtig oplevet det i væsentlig grad med separate monitors af den type de fleste af os benytter i vores små/mindre studier. Hvor jeg har oplevet det er mere med flervejs-monitorsystemer indbygget i væggene som separate enheder. Måske har det med dæmpningen mellem enhederne at gøre eller måske afstanden til de individuelle enheder fra lyttepositionen der ændrer sig for drastisk selv når man kun bevæger sig lidt fordi der er for langt mellem enhederne... Jeg er ikke helt sikker. Men uanset hvad så behøver "sweetspot" altså ikke være så defineret og snævert at det kun er lige dér man kan stole på det man hører.

Tags: -

Relaterede indlæg:

Du kan ikke kommentere dette indlæg